Flere danskere end nogensinde før søger støtte efter voldsomme oplevelser. Nye tal viser, at Offerrådgivningen i Danmark i 2025 ydede 7.914 rådgivninger – en stigning på 10,9 procent sammenlignet med året før.
Det er det højeste antal i organisationens historie.
– Bag tallene er der mennesker, som har været igennem noget svært. Derfor er det faktisk positivt, at vi sætter rekord. Det betyder, at flere får den støtte og nogen at tale med, når de står i en svær situation, siger landsformand Knut A. Gulbrandsen.
Ifølge ham er stigningen et resultat af et styrket samarbejde med blandt andet politiet – og i stigende grad også banker og sundhedsvæsenet, som henviser borgere videre efter eksempelvis kriminalitet, svindel eller ulykker.
– Vi oplever, at flere fagpersoner omkring borgerne kender til os og aktivt henviser videre. Samtidig har vi arbejdet målrettet med at gøre os mere synlige, så flere ved, at de ikke står alene, siger han.
Offerrådgivningen er til stede i hele landet, hvor særligt uddannede frivillige yder støtte til ofre, vidner og pårørende efter både kriminalitet og ulykker.
I 2025 fyldte især sager om vold i nære relationer, vold, seksuelle krænkelser mod personer over 15 år samt IT-kriminalitet i rådgivningen.
Stigningen sker i en tid, hvor nye kriminalitetsformer – særligt digital svindel – rammer stadig flere, og hvor behovet for støtte efter voldsomme oplevelser er tydeligt.
For yderligere information
Knut A. Gulbrandsen, landsformand, Offerrådgivningen i Danmark, tlf. 2925 4335
Torbjørn Næs Bertelsen, presseansvarlig, Offerrådgivningen i Danmark, tlf. 4412 7415
