Beredskabsøvelse styrker støtten til ofre, vidner og pårørende

Offerrådgivere fra tre politikredse har trænet den akutte psykosociale indsats i realistiske scenarier for at styrke beredskabet ved større hændelser.

I uge 14 blev der afholdt en stor beredskabsøvelse i Fredericia med deltagelse af offerrådgivere fra Syd- og Sønderjylland, Sydøstjylland og Fyn. Øvelsen var den anden af tre landsdækkende beredskabsøvelser, som har til formål at styrke den psykosociale indsats ved større hændelser.

Øvelsen blev tilrettelagt af det landsdækkende Beredskabsudvalg og havde deltagelse af PA Dan Sejr fra Fyns Politi, der deltog som observatør i sin rolle som politikontakt for Offerrådgivningen Fyn.

Træning i akutte indsatser

Formålet med øvelsen var at forberede offerrådgiverne på at yde støtte til mennesker i krise – særligt ofre, vidner og pårørende – i forbindelse med ulykker og større hændelser. Gennem to realistiske scenarier blev der arbejdet med at:

– Udveksle erfaringer og samarbejde på tværs af politikredse

– Teste og justere procedurer og beredskabsplaner

– Modtage og anvende løbende feedback fra politi og beredskabsudvalg

To scenarier – én fælles indsats

I det første scenarie blev en eksplosion på Fredericia Havn simuleret. Her blev offerrådgivere trænet i at håndtere et stort antal berørte og i at indgå i et samarbejde med politi og øvrige aktører i et oprettet pårørendecenter. Fokus var på at kunne yde hurtig, koordineret støtte og skabe ro i en kaotisk situation.

Det andet scenarie omhandlede en alvorlig hændelse på et hotel i Vejle, hvor en ung mand var faldet eller sprunget ned fra et tag. Øvelsen havde her fokus på den umiddelbare støtte til chokerede vidner, pårørende og ansatte, der havde overværet hændelsen.

Styrket beredskab – lokalt og nationalt

Øvelsen gav deltagerne værdifuld læring, der nu bringes videre til det lokale arbejde i de enkelte politikredse. Den samlede evaluering af de landsdækkende øvelser vil bidrage med konkrete læringspunkter og styrke den fremtidige psykosociale indsats både lokalt og nationalt.

Beredskabsudvalget fremhæver, at samarbejdet mellem de forskellige offerrådgivninger og inddragelsen af politiet som observatører er helt centralt for at kunne tilbyde den bedst mulige støtte i krisesituationer. Med denne øvelse er offerrådgiverne nu endnu bedre rustet til at være til stede, når det gælder.

Mere information

Om Offerrådgivningen

Her kan du finde information om Offerrådgivningen og vores arbejde.

Mød en offerrådgiver

Hvad vil det sige at være offerrådgiver? Hvad laver en offerrådgiver?

Bliv frivillig

Få et frivilligt, socialt arbejde med ansvar og mening?