Siden vi åbnede chatrådgivningen for to år siden, har mere end 500 borgere – heriblandt mange unge – fundet vej til anonym støtte og vejledning. Med et bredt spektrum af temaer som seksuelle overgreb, vold og IT-kriminalitet er chatten blevet en vigtig kanal, særligt for dem, der måske ikke føler sig parate til en samtale per telefon eller ansigt til ansigt.
Chatten er blevet taget rigtig godt imod, og interessen har været så stor, at vi nu har udvidet åbningstiderne fra to til fire dage om ugen, herunder også en eftermiddag om onsdagen. Især de yngre brugere, under 30 år, udgør nu over halvdelen af dem, der søger hjælp. For mange bliver chatten et sted, hvor tunge følelser som skyld og skam kan deles og bearbejdes i trygge rammer.
Projektleder Lise Bartels, som har ansvar for chatrådgivningen, fortæller:
“I de to år, der er gået siden vi åbnede chatrådgivningen, har vi mærket, hvor meget chatrådgivningen betyder for dem, der henvender sig. Her kan man dele sine oplevelser og få støtte uden frygt for at blive dømt. Det er tydeligt, at skyld og skam ofte fylder meget, og rådgivningen kan være med til at lette nogle af de byrder.”
Chatrådgivningen har åbent tirsdag, torsdag og søndag fra kl. 18:30 til 21:30 samt onsdag fra kl. 14:00 til 17:00.
Har du brug for at tale med en offerrådgiver?
Ring til os
Vores telefonrådgivning er åben døgnet rundt. Ring anonymt på 116 006, og få direkte kontakt til en af vores uddannede rådgivere.
Chat med os
Foretrækker du at skrive frem for at tale? Vores chatrådgivning er åben på bestemte tidspunkter, og her kan du få anonym støtte.
Skal vi ringe dig op?
Nogle gange er det svært at tage det første skridt. Giv os nogle få oplysninger, så kontakter vi dig, når det passer dig.