sextortion

Lad os tale om sextortion

Intimitet på nettet er kommet for at blive. Det medfører desværre, at flere udsættes for digitale krænkelser; herunder sextortion. Stigningen kan vi se i vores egen interne statistik, og det samme kan StopChikane. Derfor har landsformand Knut A. Gulbrandsen og StopChikanes leder, Anja Radeka, skrevet et fælles indlæg i Politiken om sextortion, dets konsekvenser, og hvad vi kan gøre for at komme det til livs.

Intimitet mellem mennesker er en del af livet. Med nye teknologiske redskaber ved hånden breder kærlighed, intimitet og seksualitet sig til nye græsgange – herunder til et af nettets mange muligheder for kontakt. Og det skal der være plads til, lyder det fra landsformand i Offerrådgivningen Knut A. Gulbrandsen:

– Vi er nødt til at tale om intimitet og seksualitet på nettet. Vi er nødt til at tale om det for at kunne sætte grænser for, hvad vi som samfund vil tolerere. Seksualitet har altid været – og vil formentligt altid være – et følsomt emne, og det er der altså nogen, der nyder godt af. For når vi ikke tør tale om, at særligt de unge prøver grænser af på nettet, så går gerningspersoner, der afpresser billedmateriale og penge, fri, og de unge får ingen hjælp.

I fællesskab sætter landsformand for Offerrådgivningen i Danmark Knut A. Gulbrandsen og leder af StopChikane.nu Anja Radeka fokus på sextortion i Politikens kronik. Sextortion er en sammentrækning af sex og extortion (engelsk for afpresning) og er en forbrydelse, der dækker over afpresning gennem trussel om deling af seksuelt, digitalt materiale.

Både StopChikane og Offerrådgivningen kan se en stigning i antallet af henvendelser angående digitale krænkelser, og derfor er det vigtigt at få sat fokus på problematikken.

Læs hele kronikken her. Bemærk, at kronikken er gemt bag Politikens betalingsmur.

Du kan også læse mere om, hvordan vi hjælper ofre for ulovlig billeddeling her.

Henvendelser med ønske om bistand af en offerrådgiver og spørgsmål vedrørende ulykker og forbrydelser bedes rettet til en offerrådgivning nær dig – se oversigten her https://offerraadgivning.dk/kontakt/

Du kan også kontakte Offerrådgivningen ved at udfylde formularen på denne side, og vi vil snarest besvare din henvendelse. Postnummer og by skal vi bruge til at sætte dig i kontakt med den nærmeste Offerrådgivning.