Ny offerrådgivning sikrer bedre forhold for bornholmske ofre

Er man offer for vold, indbrud eller anden kriminalitet, har man snart en ny mulighed for at få hjælp og støtte. Tirsdag blev en ny offerrådgivning for bornholmske ofre, vidner og pårørende etableret. Den nye lokale offerrådgivning ventes at åbne til april, når de nye frivillige har gennemgået uddannelsen som offerrådgiver.

Tirsdag var der stiftende generalforsamling til den nyetablerede bornholmske afdeling af Offerrådgivningen. Med etableringen vil ofre for kriminalitet samt vidner og pårørende igen kunne se frem til at kunne få hjælp og støtte fra lokalkendte offerrådgivere.
Den nye bornholmske offerrådgivning består af fire frivillige, der i den kommende tid skal gennemgå uddannelsen til offerrådgiver. Når de til april er færdiguddannet, vil de nye frivillige være klar til at tage imod opkald og yde støtte og rådgivning til personer, der har været udsat for kriminalitet, ulykker eller andre voldsomme hændelser, samt vidner og pårørende.

Sekretariatsleder ved Offerrådgivningens landssekretariat, Dorte Kallestrup, er glad for, at Bornholm snart får sin egen lokale offerrådgivning:

– Det er vigtigt, at der er en lokal offerrådgivning i alle landets politikredse, og jeg vil gerne takke Bornholms Politi for at engagere sig i arbejdet med at få en bornholmsk offerrådgivning etableret, siger Dorte Kallestrup, og tilføjer:

– Det er vigtigt, at ofre, der ringer for at få hjælp og støtte, mødes af en uddannet offerrådgiver, der har det lokale kendskab. Så hvis man fortæller, at man har oplevet noget voldsomt et sted i Åkirkeby, så er den lokale offerrådgiver klar over, hvor det er, og hvad det vil sige. Det lokale kendskab gør helt sikkert en forskel, og derfor er jeg så glad for at byde de nye frivillige velkommen i Offerrådgivningen, fortæller Dorte Kallestrup.

Politidirektør i Bornholms Politi, Martin Preisz Gravesen, byder den nye lokale offerrådgivning velkommen og ser frem til samarbejdet:

– Vi ser meget frem til, at Bornholm igen får sin egen afdeling af Offerrådgivningen, så borgerne på Bornholm føler sig mødt, lyttet til og vejledt af personer, der ikke kun er uddannet til at rådgive, men som også har et kendskab til og forståelse for øen og lokalforholdene. Det kan have stor betydning for mennesker, der står i en sårbar situation, som man ofte gør, når man har været udsat for eller været vidne til noget kriminelt.

Fakta om Offerrådgivningen:

Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykker. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde. Derudover ydes der også støtte via chatrådgivning.
De 12 lokale offerrådgivninger er alle organiseret med lokale bestyrelser og vedtægter. Samlet set er der ca. 200 frivillige rådgivere i de 12 lokale offerrådgivninger.

Kontaktinformation:
Dorte Kallestrup, sekretariatsleder i Offerrådgivningen i Danmark, tlf.: 5353 8196
Martin Preisz Gravesen, Politidirektør i Bornholms Politi, pressetelefon: 2323 1448