Omvendt fodlænke udbredes til hele landet: Et godt skridt for ofre

Offerrådgivningen hilser beslutningen om at udbrede ordningen med omvendt fodlænke til alle landets politikredse velkommen. Tiltaget kan være med til at skabe større tryghed for nogle ofre for stalking, chikane og partnervold.

Justitsministeriet har besluttet at udbrede ordningen med omvendt fodlænke til hele landet, efter at den har været afprøvet i tre politikredse.

– Det er et godt og fornuftigt skridt, at ordningen nu bliver udbredt til hele landet. For mennesker, der lever med frygten for at blive opsøgt af en person, som har udsat dem for stalking, chikane eller partnervold, kan den omvendte fodlænke være med til at skabe større tryghed i hverdagen, siger Dorte Kallestrup Mortensen, direktør i Offerrådgivningen i Danmark.

Et ekstra redskab for politiet

En omvendt fodlænke kan alarmere politiet, hvis personen, der bærer den, bevæger sig ind i en fastsat forbudszone. Det kan f.eks. være omkring offerets hjem, arbejdsplads eller uddannelsessted.

Ordningen giver dermed politiet et ekstra redskab, som i relevante sager kan supplere et opholdsforbud og styrke beskyttelsen af offeret.

Ordningen kan ikke stå alene

Offerrådgivningen understreger samtidig, at omvendt fodlænke ikke kan løse alle udfordringer eller stå alene i beskyttelsen af ofre.

– Ordningen vil ikke være relevant eller tilstrækkelig i alle sager. Men den er et godt skridt på vejen. Vi ser frem til at følge udbredelsen og til, at politiet får samlet flere erfaringer med brugen af omvendt fodlænke, siger Dorte Kallestrup Mortensen.

Har du været udsat for stalking, chikane, vold eller anden kriminalitet, kan du få gratis og anonym støtte hos Offerrådgivningen. Ring døgnet rundt på 116 006 eller kontakt os via vores anonyme chat-rådgivning, som du finder på vores hjemmeside.

Tags: , , , ,