Opfordring til omtanke i mediedækningen af Korsør-sagen

Offerrådgivningens landsformand opfordrer landets medier til at udvise størst mulig hensyn i dækningen af retssagen, hvor en person bl.a. er tiltalt for mord, overfald og frihedsberøvelse mod unge piger.

I morgen, den 14. maj, begynder en retssag af stor offentlig interesse, hvor den tiltalte står anklaget for drabet på Emilie Meng, frihedsberøvelse af en 13-årig pige samt overfald på en 15-årig pige. Sagen har været genstand for omfattende medieomtale og har rørt hele Danmark.

Forud for retssagen ønsker Offerrådgivningen at komme med en opfordring til medierne og offentligheden om at udvise størst mulig hensyn over for ofre, efterladte og pårørende i forbindelse med dækningen af sagen. Selvom det er vigtigt for offentligheden at være informeret om retssagen som en betydningsfuld retsbegivenhed i Danmark, er det nødvendigt at overveje, hvad konsekvenserne af en meget detaljeret omtale af sagen vil have for de berørte.

Offerrådgivningen opfordrer derfor medierne til at være opmærksomme på den følsomme karakter af sagen og til at udvise forsigtighed og respekt i deres dækning. Dette gør sig eksempelvis også gældende i brugen af liveblogs fra retssalen.

Knut A. Gulbrandsen, landsformand for Offerrådgivningen i Danmark, udtaler:

– Medierne skal naturligvis dække denne retssag, og informere os som borgere i en retsstat, men det er samtidig essentielt, at alle husker på, at der er tale om rigtige menneskeskæbner. Rigtige ofre, rigtige efterladte og rigtige pårørende. At skulle gennemleve en retssag, hvor mange grufulde og ubærlige detaljer vil blive fremlagt, er uhyre belastende. Derfor opfordrer vi i Offerrådgivningen til, at medierne tager hensyn, når de rapporterer om sagen, og undgår at gengive grufulde detaljer, der kan virke retraumatiserende.

Kontaktinformation:
Torbjørn Næs Bertelsen, presse- og kommunikationsansvarlig, tlf. 4412 7415