Offerrådgiverne er dem, der tager telefonen, når et offer ringer. De er klædt på til at tale med mennesker, der enten står i en akut svær situation eller som har oplevet noget, som tynger dem.

På landsplan er der over 200 frivillige offerrådgivere – en af dem er Bodil.

Som så mange andre meldte hun sig som offerrådgiver fordi en nær ven opfordrede hende til det selvom hun aldrig tidligere havde lavet frivilligt arbejde.

Oplevelsen af at kunne skabe håb gennem lytning og rådgivning er ikke bare en gevinst for ofret, vidnet eller den pårørende – men også for Bodil:

– Når jeg oplever et menneske, som går lettet og håbefuld ud ad døren efter en eller to rådgivningssamtaler, så kan jeg blive helt rørt. Det er som om jeg har givet dem en gave ved bare at sidde og lytte til dem.

De fleste mennesker kommer på et tidspunkt i løbet af deres liv ud for alvorlige oplevelser. For mange står det ikke altid klart, hvor stor en hjælp en almindelig medmenneskelig samtale er, men det har Bodil fået øjnene op for:

– Det er utroligt, hvad en times samtale kan betyde for et menneske i krise. Jeg har ikke løsningen på problemet, men jeg kan hjælpe offeret med at acceptere den ulykkelige situation og finde ressourcerne og indre styrke til at komme videre. Vi mennesker har bare langt flere ressourcer end vi selv tror, fortæller Bodil.

Mere information

Sådan søger du

Send en uopfordret ansøgning om at blive frivillig offerrådgiver ved Offerrådgivningen.