pårørende, ven, familie, familiemedlem, hjælp

Et år efter Field’s: Det er aldrig for sent at få hjælp

I dag er det et år siden, at en gerningsperson skød, sårede og dræbte mennesker i Field’s Shoppingcenter i København. Det sætter dybe spor i både ofre, vidner og pårørende til så voldsom en hændelse. Det er normalt, at mange fortsat kan have brug for at tale om hændelsen og det er aldrig for sent at række ud efter hjælp.

Reaktionerne i kølvandet på Fields-tragedien har været præget af stor forskellighed og for nogen blusser de op igen, når de mindes om den forfærdelige oplevelse, hvor tre mennesker døde.

Det kan være reaktioner som angst, hjertebanken, åndenød, spontan rysten, vrede, afmagt og meget mere. Reaktionerne er normale, men det kan være hensigtsmæssigt at få talt om dem, siger landsformand i Offerrådgivningen Knut A. Gulbrandsen:

– Selvom der er gået et år siden tragedien i Field’s, kan man stadig have brug for at tale om hændelsen. Vi taler stadig med mennesker, der gerne vil have en samtale om det, de har oplevet. Mange håndterer hændelsen med en enorm styrke, men alle kan have godt af at samtale om så voldsom en oplevelse. Derfor er det også naturligt, at de opsøger Offerrådgivningen.

Omtrent 1.000 mennesker modtog rådgivning og støtte fra Offerrådgivningen i dagene, ugerne og månederne efter hændelsen i Field’s. Et år efter får Offerrådgivningen stadig henvendelser fra særligt vidner til den voldsomme hændelse, som ønsker en samtale med en offerrådgiver om tanker, følelser, reaktioner og rådgivning om, hvad man kan foretage sig eller hvor man får yderligere hjælp.

Ofre, vidner og pårørende til ofre for tragedien i Field’s kan henvende sig til Offerrådgivningen døgnet rundt på telefon 116 006. Det er gratis og anonymt.