Ny flerårsaftale for domstolene er godt nyt for ofrene

Offerrådgivningen i Danmark hilser ny flerårsaftale for domstolenes økonomi velkommen.

Regeringen og alle Folketingets partier præsenterede 22. november en flerårsaftale for domstolenes økonomi frem til 2027. Med aftalen ønsker politikerne at styrke indsatsen for at nedbringe sagsbehandlingstiderne, der betyder at ofre for kriminalitet i dag må vente alt for længe på at få afklaring på deres sag. Ligeledes sættes der ind over for udfordringerne med mangel på retssale, der også gør, at mange må vente urimeligt længe på at få deres sag for retten.

Landsformand i Offerrådgivningen Danmark, Knut Arild Gulbrandsen, er glad for, at samtlige politiske partier i Folketinget står bag aftalen om styrkelse af domstolene og håber, at aftalen kan være et solidt skridt på vejen mod at få nedbragt domstolenes sagsbehandlingstider:

– At få sat et endeligt punktum i en retssal, er for mange ofre en essentiel del af helingsprocessen, når man har været udsat for kriminalitet. Men for mange oplever at deres sag bliver trukket unødigt i langdrag af lange sagsbehandlingstider og mangel på retssale. Derfor er det særdeles positivt, at regeringen og alle Folketingets partier nu sætter handling bag, så ofre for kriminalitet ikke skal vente unødigt længe før de kan få deres sag afklaret og de kan komme videre, udtaler Knut Arild Gulbrandsen.

– Den nye flerårsaftale kan virkelig betyde meget for ofre, vidner og pårørende, der ofte må væbne sig med tålmodighed inden retfærdigheden kan ske fyldest. Mentalt kan det være en svær situation for mange. Derfor er jeg meget tilfreds med, at politikerne med aftalen styrker domstolene og blandt andet har lyttet til vores anbefalinger om indretning og antal af retssale, fortæller Knut Arild Gulbrandsen.

Kontaktinformation:
Knut Arild Gulbrandsen, landsformand, Offerrådgivningen i Danmark, tlf. 2925 4335
Dorte Kallestrup, sekretariatsleder, Offerrådgivningen i Danmark, tlf. 5353 8196