I hele november og december sætter Natteravnene og Offerrådgivningen fokus på tryghed i nattelivet, for det skal være sikkert og trygt at færdes i nattelivet. Desværre foregår meget vold i weekendens nattetimer. Derfor er Offerrådgivningen og Natteravnene gået sammen om at skabe yderligere tryghed i nattelivet – både før og efter en voldsom hændelse.
Nattelivet i weekenden er præget af fest og farver, men nattelivet har også en skyggeside, for det er nemlig i de sene nattetimer i weekenden, at voldsepisoder hænder. Det kan være en voldsom oplevelse for ofret, men i særdeleshed også for vidner og pårørende, og er med til at skabe utryghed i nattelivet. Det problem sætter Natteravnene og Offerrådgivningen fokus på i en ny kampagne, som også fungerer som startskuddet på et tættere samarbejde mellem to organisationer, der arbejder med tryghed i nattelivet på hver sin måde. Se kampagnefilmen her.
Natteravnene er til stede i nattelivet og er med til at skabe tryghed gennem synlig tilstedeværelse og støtter en positiv nattelivskultur. Skulle man i fremtiden være så uheldig at blive vidne til eller involveret i en voldsepisode i nattelivet, kan Natteravnene henvise til Offerrådgivningen, som rådgiver, støtter og taler med mennesker, der har været udsat for en voldsom oplevelse.
– Vores samarbejde med Natteravnene er et forsøg på at kombinere vores styrker for at øge trygheden i nattelivet – både før og efter en voldshændelse. Natteravnene er enormt dygtige til at være til stede og skabe kontakt, og vi er uddannede til at tale med mennesker udsat for en voldsom oplevelse eller krise. I vores samarbejde forsøger vi derfor at skabe en større sammenhæng i trygheden før og efter en voldsepisode, fortæller sekretariatsleder i Offerrådgivningen Dorte Kallestrup Mortensen.
Foruden etableringen af samarbejdet sætter de to organisationer sammen fokus på tryghed i nattelivet med en kendskabskampagne om muligheden for at få støtte af Offerrådgivningen gennem kontakten med Natteravnene.
– Vi forsøger særligt at nå ud til mændene, fordi vi ved, at de er overrepræsenteret i voldsstatistikkerne, men i virkeligheden også fordi vi har erfaret, at mændene ikke er gode til at række ud efter hjælp, siger Dorte Kallestrup Mortensen.
Offerrådgivningen er et landsdækkende tilbud til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet eller ulykke og kan kontaktes hele døgnet på telefon 116 006 eller på chat onsdage og søndage mellem kl. 19 og 22. Henvendelse kræver hverken henvisning eller politianmeldelse, og man kan være anonym.